Et sofabord af LEGO 26. nov 2010

Jeg har i mange år haft et sofabord bygget af LEGO - bordbenene var LEGO, bordpladen var en glasplade jeg havde arvet fra en gammel butiks-disk.
Det var en lettere ustabil konstruktion, og bordet væltede lidt for tit - især da kattene begyndte at bruge det som affyringsrampe til at komme op i reolen. LEGO benene kunne altid samles igen, og bordpladen holdt til de mest utrolige tæsk - indtil den dag hvor den så ikke holdt længere, og splintredes i 100-vis af skarpe stykker – (ingen katte eller mennesker kom til skade)

Af uransagelige årsager har jeg ikke rigtig nogle billeder af det bord der har fulgt mig i ti år - det mest komplette billede er en enkelt frame fra en halvdårlig video-optagelse. Til gengæld har jeg lavet nogle meget detaljerede konstruktionstegninger - faktisk så detaljerede at de kan bruges som byggevejledninger hvis andre skulle have lyst til at gå mig i bedene.

Hvert bordben er bygget som en tyve-sidet søjle, noget af det tætteste jeg kunne komme på en cylinder med de LEGO-klodser jeg havde til rådighed. Det er næsten udelukkende bygget af 2x4 klodser, med nogle enkelte 2x2 klodser hist og her.

Der skal bruges mange klodser, faktisk rigtig mange. Jeg var så heldig at have et enormt lager der er opbygget siden 1970'erne, men hvis man i dag skal ud at anskaffe alle klodserne fra ny, så er det noget af en investering.

Jeg prøvede for sjov skyld at lave en bestilling (uden at gennemføre købet) på LEGOs webshop - først og fremmest kan man ikke indtaste mere end 999 klodser, der er nemlig kun plads til tre tegn i indtastningsfeltet. Det kan dog klares med et lille DOM-hack, eller man kan bare trykke på Add to cart de resterende tusind gange …

Det er dog stadig en del penge for to bordben, så det er stadig kun en konstruktion jeg vil anbefale hvis man alligevel ligger inde med en masse LEGO-klodser, eller hvis man bare er alt for rig og/eller ekcentrisk!

Men læs alligevel mine vejledninger på /lego/sofabord siderne - om ikke andet, så for at blive inspireret.


I øvrigt - hvis du er en af dem der utålmodigt venter på næste del af Lav dit eget CMS, så må du lige væbne dig med lidt mere tålmodighed. Der kommer dog to afsnit mere inden jul - det lover jeg!

Kommentarer

Lars Althof 26. november 2010 kl. 23:20
Du er simpelthen for mærkelig, Peter. Ikke at det er noget nyt, og jeg kendte jo godt til bordet, men derfra og så til at udgive byggevejledninger...

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg