Bedste Bond nogensinde! 24. nov 2006

Jeg har fået et lidt anstrengt forhold til James Bond ... I 1980'erne var jeg helt vild med filmene, og plagede og plagede om at komme ind at se de nye film, selv om jeg teknisk set ikke var helt gammel nok.

Jeg voksede op med Roger Moore, og har aldrig haft noget imod ham - faktisk har jeg svært ved at respektere folk der siger "Sean Connery var nu den 'rigtige' Bond", for det er ligesom bare noget man siger, ikke noget man behøver forsøge at underbygge med argumenter. Nå, men jeg kunne godt lide Roger Moores tørre engelske humor og elegance. Så kom Timothy Dalton, og i "The Living Daylights" var han ret cool - om end Aha's titelsang stjal en del af billedet. Men "License to Kill" var bare mærkelig. Bond var ikke længere sej, men en gal morderisk hævner, og plottet mindede lidt for meget om komedien "Dragnet" fra 1987 med Dan Akroyd og Tom Hanks.

Pierce Brosnan var om muligt endnu mere engelsk og krukket end Roger Moore, men jeg havde store forventninger til ham - måske fordi han virkede som om han kunne tilføre rollen lidt mere stil, for han ser/så jo kanon godt ud i den smoking. Men "GoldenEye" var bare så gennemført urealistisk, selv for en Bond-film der jo ellers foregår i sit helt eget univers. Flere gange sad publikum og sukkede dybt og skeptisk. Productplacingen var alt for tyk - og særdeles ironisk nutildags da stort set alle computere kører IBM OS/2. Effekterne, skurkene og våbnene var bare for out-there, og scenen hvor Bond kører en kampvogn igennem en lille middelalderby er hverken sej eller chokerende - men bare plat. "Tomorrow never Dies" var ikke meget mere værd, "The World is not Enough" har jeg nærmest glemt og "Die Another Day" undlod jeg helt og holdent at se - indtil for nylig da jeg lånte en dvd af en bekendt, og så at jeg bestemt ikke var gået glip af noget.

Så jeg håbede bestemt ikke på noget fra en ny Bond-film - og jeg blev lidt træt af at høre om at Mads Mikkelsen var med som skurk. Ulrich Thomsen imponerede ikke synderligt i "The World is not Enough", så mine forventninger var også helt i bund på det punkt.

Den nye Bond, "Daniel Craig", ligner ikke rigtig en Bond-type, og har fået meget hård kritik med på vejen. Mine egne bekymringer gik mere på om det ville blive en dårlig omgang "The Matrix"-agtige effekter med platte urealistiske superskurke der ville høre mere hjemme i en Supermand eller Spiderman film. Måske ville Bond denne gang køre rundt i en amerikansk Dodge, gå med Swatch-ur og have kedelige fabriksfremstillede plastik-bimboer omkring sig...

Men trailere og klip fra filmen begyndte at vise sig - og det så ærlig talt lidt fedt ud.

Så da jeg fik chancen, spurtede jeg ind for at se filmen - og det er noget nær den bedste Bond-film nogensinde. Ikke en eneste gang sukkede publikum skeptisk - der var masser af vilde stunts, faktisk nogle af de vildeste nogensinde, og de var overdrevne, men aldrig urealistiske, i hvert fald ikke i Bond-universet, men stort set heller ikke i den virkelige verden.

Det er en art prequel - en filmatisering af den allerførste Bond-bog, som foregår i nutiden, men med en ung uerfaren Bond, der end ikke har fundet et navn til sin yndlingsdrink endnu.

I starten af filmen har han ikke engang fortjent sin double-aught-status. Og det fungerer rigtig godt - Craig er yngre end mange tidligere Bond-skuespillere, og passer nærmest perfekt til den rolle filmen skaber. Hans witty kommentarer er rigtig gode, mere kyniske end Sean Connery, mindre tørre end Roger Moore, mindre instuderede end Pierce Brosnan. Han klarer damerne i troværdig stil - for en gangs skyld forstår jeg hvorfor de kaster sig under ham i flæng ... Han er udstyret med al den sædvanlige teknologi, men heldigvis bliver der ikke snakket om den - den er der bare, og det er op til publikum at forstå sporingen af mobiltelefoner, brugen af GPS-sendere, forskellige giftstoffer og så videre. Det er rigtig fedt! Q var en god figur, men tilhører nok en svunden tid - nutildags bliver vi ikke så forundrede over teknik, den er der bare. Derfor overrækker en tavs og unavngiven Q blot nogle gadgets til Bond imens han bliver briefet om missionen.

Heldigvis er det ikke John Cleese der spiller den unavngivne Q - han kan jo ikke lade være med at være sjov, og det hører sig ikke rigtig til. Alle skuespillerne i den nye film er utrolig velvalgte, Bond-pigen "Eva Green" er godt nok ikke lige min stil, selv ikke i "The Dreamers" hvor hun er mere end nøgen, formåede hun at vække megen interesse herfra - men hun spiller godt, og giver god psykologisk grobund for Bond-figurens senere forhold til kvinder.

Judi Dench gentager sin rolle som M, og er som altid fabelagtig, men vigtigst af alt - og nummer tre på rollelisten - er Mads Mikkelsen som superskurken. Han spiller simpelthen bare så godt. Hans engelske er blevet pudset lidt af siden "Jeg er Dina", og han lyder ikke længere så udpræget dansk - faktisk har han en meget uplacérbar europæisk accent, noget der bliver spillet på idet hans rolle beskrives som af ubestemmelig herkomst. Og han er cool - mere cool end nogensinde før. Han har også nogle rigtig fede humoristiske kommentarer, og det endelige opgør mellem ham og Bond er noget af det bedste jeg har set i en Bond-film. Han kunne teoretisk være blevet en ny "Blofeld".

Den forholdsvis ukendte (for mig i hvert fald) "Giancarlo Giannini" klarer sig rigtig godt som Bonds ældre 'mentor', og bringer minder om "Rutger Hauer" i "Confessions of a dangerous mind", dog uden at det bliver helt så sært, skørt eller plat. "Jeffrey Wright" er også perfekt i den lille, men vigtige rolle som "Felix Leitner". Og "Jesper Christensen" i den ligeså lille men endnu vigtigere rolle som overskurken er også ganske udmærket. Desværre kunne jeg ikke helt glemme hans negative udtalelser om sin egen rolle i "The Interpreter", så på en måde håber jeg ikke at han gentager denne rolle. Men det er jo egentlig ikke relevant.

"Casino Royale" er konstrueret på en lidt anderledes måde end de tidligere Bond-film - slutningen er meget anderledes end man forventer. Uden at afsløre for meget, vil jeg sige at jeg troede der var en "On Her Majesty's Secret Service"-inspireret slutning på vej, men jeg formåede at blive godt overrasket. Heldigvis er der ikke noget med gigantiske eksplosioner i skurkens hemmelige, luksuriøse skjulested!

Hvis jeg endelig skal finde noget dårligt at sige, så må det være titelsangen - den forekom ikke særlig memorabel - mindede lidt om Thunderball, men ikke helt så gennemslagskraftig. Men musikken i resten af filmen er passende - ikke noget techno-inspireret remix, men masser af de klassiske temaer i gode solide kompositioner.

Se den så snart du kan!

billederne i denne artikel er fundet på RopeOfSilicon.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg