Sex & Social Science 23. jan 2007

Dagens helt store - og chokerende - nyhed er at "unge mænd er imod homoseksuelle". Baggrunden er at Sundhedsstyrelsen har lavet en undersøgelse af de 15-24 åriges holdninger til og erfaringer med sex, og af denne undersøgelse fremgår det blandt andet at over halvdelen af de unge mænd ikke synes det er i orden at to personer af samme køn har sex. Det er i hvert fald Sundhedsstyrelsens egen tolkning i de korte resultater af undersøgelsen.

Men er det nu også det det betyder? Er de unge mænd virkelig så intolerante og homofobiske, eller har de bare ikke selv lyst til at dyrke sex med andre mænd? Man kunne jo vælge at tolke besvarelsen omvendt og sige at godt halvdelen af unge danske mænd mener at sex bør foregå mellem to personer af modsat køn. Er det så underligt at mene? Er det pludselig blevet moralsk forkasteligt at være heteroseksuel og forvente at størstedelen af alle andre også er det?

Jeg er ikke ude i noget gay-bashing her, jeg tror bare ikke at de unge mænd har fået lov til at svare på hvad deres holdninger er til homoseksuelle - jeg har på fornemmelsen at der bliver lagt dem nogle fortolkninger i skoene. Så lad os kigge på spørgsmålene - heldigvis har Sundhedsstyrelsen lagt hele rapporten online.

På side 30, i tabel 4.6, afsnit 4.3, står det famøse spørgsmål, som nummer fem i en række af sytten holdningsspørgsmål. Alle spørgsmålene starter med "Det er ok ..." og skal besvares med helt enig, enig, uenig, helt uenig, ved ikke, eller ønsker ikke at svare. Spørgsmål fem ser således ud:

Det er ok
... at have sex med én af sit eget køn

Og besvarelsen fordeler sig således:

Helt enig Enig Uenig Helt uenig ved ikke ønsker ikke at svare
Mænd 16.3 21.1 12.0 41.0 7.5 2.1
Kvinder 35.4 33.2 7.8 12.8 9.8 0.9

Som man kan se er der formastelige 53% af de unge mænd der ikke synes at det er ok.

De øvrige holdnings-spørgsmål er i øvrigt:

  1. ... at have sex, hvis man ikke har lyst
  2. ... at have mange skiftende partnere
  3. ... at have sex uden at beskytte sig mod sexsygdomme
  4. ... at have sex uden at beskytte sig mod uplanlagt graviditet
  5. ... at have sex med én af sit eget køn
  6. ... at betale for sex
  7. ... at tage imod betaling for sex
  8. ... at have sex med en person under 15 år
  9. ... at have sex med en, man ikke elsker
  10. ... at se porno på Internettet, i blade eller på film
  11. ... at være sin kæreste utro
  12. ... at få en abort
  13. ... at have sex, når man er fuld/skæv
  14. ... at have sex med flere på en gang (gruppesex)
  15. ... at have oralsex (mundsex)
  16. ... at have analsex (sex i endetarmen)
  17. ... at have avanceret sex (fx bruge sexlegetøj)

Jeg synes selv at det er en fornøjelig blanding af egne holdninger, altså hvad ville jeg kunne affinde mig med, og samfundsmæssige holdninger, altså hvad synes vi er moralsk forkasteligt. Et rigtigt godt eksempel er spørgsmål otte

Det er ok
... at have sex med en person under 15 år

der er besvaret således:

Helt enig Enig Uenig Helt uenig ved ikke ønsker ikke at svare
Mænd 3.6 11.8 23.5 54.6 5.3 1.2
Kvinder 1.2 9.2 23.6 58.6 6.7 0.8

Selv om samfundet de sidste mange år har forfulgt pædofile, så mener 15% af de unge fyre, og 10% af pigerne, altså alligevel at det er helt i orden ... gør de ikke?

Det mener Sundhedsstyrelsen ikke, for netop dette spørgsmål er kommenteret detaljeret på side 33. Det viser sig at 21-27% af de helt unge (de 15-17 årige) har svaret positivt, men at det skifter i de ældre grupper, hvor de 18-19 årige fyre dog synes at det er lidt mere i orden end deres jævnaldrende piger. Tolkningen er:

Når de meget unge synes, at sex med en partner under den seksuelle lavalder er i orden, tænker de formentlig på sex mellem jævnaldrende unge,

- altså, hvis jeg må tillade mig at fortolke fortolkningen, at de unge i besvarelsen har tænkt på sig selv, og ikke samfundet generelt.

Sidst på side 33 står denne fantastiske sætning:

Selvom denne del af spørgeskemaet indledes med en tekst om, at "De sidste spørgsmål handler om din holdning til forskellige måder at have sex på", giver spørgsmålets formulering ikke mulighed for at vurdere, om de unge tænker generelt eller på deres egen situation.

Jeg synes at formuleringen "handler om din holdning til" (min fremhævning) i den grad lægger op til at de unge skal tænke på deres egen situation.

Men ligesom intet spørgsmål kan stå alene, så kan en gruppe spørgsmål i et spørgeskema jo heller ikke stå alene, så hvad blev de unge spurgt om før og efter deres holdninger? Jeg har ikke adgang til spørgeskemaet, så jeg gætter på at rækkefølgen af spørgsmål har været den samme som i rapporten.

Først skulle de altså svare på personlige forhold, som alder, køn, familieforhold og den slags. Derefter skulle de vurdere om deres egen viden om sexrelaterede emner, og blev kort testet i denne viden. Altså i den grad noget personligt, og jeg-orienteret.

Efter holdningerne skulle de angive deres seksuelle aktivitet og erfaringer, hvor ofte de dyrker sex, hvilke præventionsmidler de bruger og hvorfor ikke, og vigtigst af alt, om de har haft sex med en af deres eget køn.

Der svarer de:

Ja, en enkelt gang Ja, flere gange Nej, aldrig
Mænd 1.8 2.4 94.7
Kvinder 5.3 2.7 91.2

Endnu engang er kvinderne foran - hele 8% har haft sex med andre piger, mens kun 4% af mændene har spillet på eget hold så at sige ... men se lige engang, mange af pigerne har prøvet en enkelt gang, men flere af fyrene har prøvet flere gange ... Det vil vel sige at pigerne er mere villige til at eksperimentere, men at fyrene er mere 'trofaste' til den side de kan lide? Så der er altså flere af fyrene der har prøvet sex med en af samme køn, og følt at det var 'i orden', end af piger.

Men når vi nu regner tallene i "er det ok"-tabellen sammen, og sidestiller dem med denne her, så får vi et ret interessant resultat:

Er det i orden? Har du prøvet?
Mænd 37 4
Kvinder 69 8

Der er ca dobbelt så mange kvinder som mænd der mener at det er i orden at have sex med en af samme køn, og der er ca dobbelt så mange kvinder som mænd der rent faktisk har haft sex med en af sit eget køn ... Vil det ikke sige at de unge i den grad har svaret ud fra personlige præferencer, eller simpelthen afspejler hvad der er normalt? Der er dobbelt så mange kvinder der dyrker sex med hinanden, og der er dobbelt så mange kvinder der synes at det er helt ok ... Jeg må tilstå at jeg har svært ved ikke at se en forbindelse der. (Man kan bruge statistik til meget)

Så hvad er det egentlig de unge har svaret på? Har de svaret på om samfundet skal acceptere homoseksuelle? Har de svaret på om de selv har lyst? Har de svaret på om de er? Har de svaret på om de selv synes det er i orden at nogle er homoer?

Det er desværre ikke til at afgøre, og de har med garanti været i tvivl da de svarede - og har derfor udfyldt deres individuelle skemaer efter deres individuelle tolkninger.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg