Studio 60 on the Sunset Strip 9. apr 2007

Allerede da jeg så promoerne blev jeg lidt tændt på den nye serie "Studio 60 on the Sunset Strip". Først og fremmest er det Aaron Sorkin der står bag - og selv om jeg aldrig helt så det store i "Sports Night", så var jeg fuldstændig vild med "The West Wing". Bradley Whitford var uden tvivl en af mine favoritter (en blandt mange) i den serie, og at parre ham med Matthew Perry (en af mine favoritter fra Friends (som jeg også var vild med)) som et speedsnakkende tv-show writer/producer par, så ud til at kunne blive ret godt ...

Og nu har jeg så brugt påsken på at se de første 16 afsnit af serien, og wauv! Den er simpelthen fantastisk. Whitford og Perry passer perfekt sammen - omend jeg må sige at Whitford tenderer noget mere til den tavse side end han gjorde i West Wing, men Perry (der også hedder Matt i serien) siger i et tidligt afsnit at han altid er den snakkende. I følge imdb afviste Perry først rollen, men Sorkin ville ikke have andre, og fik ham overtalt - og det må siges at være en god ting, han er perfekt castet. Det er lidt som hvis Chandler i stedet for at blive kedelig og gift med Monika, valgte at satse intenst på at bruge sin humor til en karriere i Hollywood - det ville under alle omstændigheder være blevet en bedre serie end Joey, men jeg er stadig glad for at det ikke har været udgangspunktet her; Friends hører til i tyverne, ingen af karaktererne kan blive voksne.

Amanda Peet er i øvrigt også totalt sej (og sød og sexet) - jeg tror ikke rigtig jeg har bemærket hende før The Whole Nine Yards, hvor hun i den grad udviste talent for komik og timing, og det er hun blevet endnu bedre til sidenhen. I det hele taget er der tale om et fantastisk cast - jeg er også ret begejstret for Timothy Busfields karakter: Instruktøren Cal Shanley, og sådan set også for Steven Webers senior vicepresident Jack Rudolph - men selv birollerne klarer det supergodt.

Miljøet

Studio 60 on the Sunset Strip foregår omkring et ugentligt live komedie-show, meget lig "Saturday Night Live", og netop på grund af det komiske/satiriske miljø er der uanede muligheder for at personerne kan sige og gøre sjove, skæve, skøre og vittige ting, samtidig med at de bevarer en ironisk distance til stort set alt, er alt alt for intellektuelle, og konstant roder sig ud i interpersonelle problemer fordi de trods alt ikke forstår at kommunikere ordentligt med hinanden. Altså lige nogle mennesker efter mit hoved!

Der er fyldt med referencer til tv-kulturen. Et citat som for eksempel:

Matt: Who wrote Kublai Kahn, and at what time of day?
Danny: Gene Roddenberry!
Matt: Not "The Wrath of Khan", the Kublai Kahn!

blander referencer til Coleridge og Star Trek, samtidig med at der bliver kommenteret på at det er nemmere at udføre kreativ skrivning klokken midt om natten. Jeg synes det er godt, at det er sjovt og at det er klogt, men det er svært at vise i citater, for som regel bliver der bygget op til jokes over meget lang tid, og tit er punchlines eller oneliners ganske små tidbits eller satiriske kommentarer der lukkes ud mellem sidebenene.

Historien

Første afsnit starter med at den eksisterende chef for komedieshowet "Studio 60" får et flip meget i stil med Howard "I'm mad as hell, and I'm not going to take this anymore" Beale i Network (Sidney Lumets fabelagtige satire på tv fra 1976). Jeg var lige ved at synes at det var et totalt rip-off, indtil karaktererne efter få minutter selv begyndte at referere direkte til den film. Det bliver en katastrofe som kommer til at præge den nystartede vicedirektør (Peet)s job. Hun anbefaler at ansætte de to outcasts Danny (Whitford) og Matt (Perry) til at lede showet. De har begge arbejdet på showet tidligere, men forlod det i vrede efter der gik politik i det hele (på den dårlige måde) efter 9/11. De eksisterende forfattere er fornærmede på Matt, og han på dem, og det skaber yderligere problemer. Matt har desuden været kæreste med en af skuespillerinderne, Harriet (spillet af Sarah Paulson der i øvrigt også er utrolig sjov) i nogle år, og er tilsyneladende ikke kommet over hende, og det skaber yderligere problemer. Hun er samtidig hans muse, og han skriver bedst når de to står på god fod - det skaber yderligere problemer. Han har i en kort periode dated en anden af skuespillerne, den førstes bedste veninde, og det skaber så yderligere problemer. Danny har haft et lille kokainmisbrug, og det skaber lidt problemer. Samtidig går han hen og forelsker sig i vicedirektør Peet (og hvem kan bebrejde ham?), og det skaber så lidt yderligere problemer.

Harriet er troende kristen, og Matt elsker at gøre grin med de religiøse - en af de første sketches han sætter op, hedder "Crazy Christians", senere er der "Science Smience" (et show hvor religiøse 'nuts' skal forsvare deres dogmer på trods af åbenlyse fakta - f.eks. at Jorden er 6000 år gammel) og et koncept hvor "Jesus Christ" er blevet formand for en foreningen for moralsk opbygning i tv-programmer... Det skaber en masse konflikter imellem de to, men også udadtil, da de religiøse grupper som altid har travlt med at brokke sig over at der bliver gjort grin med deres brokken sig over alt og alles gøren og laden.

Plot-koncept

Ideen med at bruge tre hovedpersoner (Whitford, Perry og Peet) der alle kommer ind i et 'nyt' miljø - så de lærer det at kende på samme måde og i samme takt som vi seere - er en glimrende ide. Samtidig er de tre så erfarne at vi ikke føler os nedgjorte som seere - der er ikke noget der bliver dummet ned, og jeg har endnu ikke hørt sætningen "in english please" når en eller anden skulle forklare noget teknisk så 'publikum' også kunne forstå det. Det er noget som både CSI og i særdeleshed NCIS er lige lovligt flittige med. Tv-showet er et ideelt miljø til en komedieserie, der kommer og går mange fremmede mennesker, det er et meget åbent og talende miljø, og alle har en stor kontaktflade. Samtidig er det et sted hvor folk arbejder meget meget tæt på hinanden, og der kan opstå personlige forhold af alle typer. Men det er samtidig heller ikke særlig originalt, og det bekymrer mig en lille bitte smule at der tilsyneladende ikke er en eneste af personerne i serien der har noget liv uden for arbejdet (ikke at det er helt usandsynligt, sådan er vi jo nogen der har det). Det bekymrer mig også lidt at der allerede midt i første sæson er mindst tre forhold i gang imellem de ganske få hovedkarakterer (Danny, Matt, Tom, Jordan, Harriet og Lucy er i gang, Simon, Cal, Jack, Dylan og Darius har endnu ikke involveret sig (de er alle mænd) og Jeannie, Suzanne og Samantha Li har også holdt sig fri, omend Jeannie har en historie med Matt, og Suzanne måske har lidt af et chef-crush på ham) - men måske udjævner det sig når der kommer flere figurer, indtil videre har det passet godt ind i historierne.

Temaer

Serien handler meget om hvor dårligt tv er blevet de sidste par år, og i høj grad om hvor bange alle er for at sige eller gøre noget der kan gøre nogle andre fornærmede på nogle tredjes vegne. Et gennemgående tema er censur, hvor religiøse eller politiske grupper ønsker at forhindre showet (eller andre shows) fordi de ikke synes at deres synspunkter bliver repræsenteret korrekt. Jeg er utrolig enig med seriens politiske standpunkt (freedom of speech, retten til satire), og det er da bestemt en af grundene til at jeg holder så meget af den. Når jeg tænker på hvor ivrige visse medier her i landet var for at censurere satiren for et års tid siden, så virker denne serie slet ikke så fjernt fra virkeligheden - omend der er et længere plot hvor stationen skal betale en enorm bøde fordi en soldat bandede da en granat eksploderede tæt på ham, under et live-interview (man må jo ikke bande på amerikansk tv) - det er et utrolig skarpt billede af den medie-virkelighed vi desværre lever i.

Et tilbagevendende tema er vicedirektør Jordan McDeere (Peet) og hendes absolutte modstand mod reality-tv. Hun afskyr det mere end noget andet - tildels fordi hun selv er et yndet offer i sladderpressen, og fordi hun synes at reality-tv appellerer til de laveste (knap) menneskelige værdier. Og det er lidt skræmmende at serien nu er i extended hiatus, fordi NBC har valgt at sende et reality-tv program inspireret af filmen The Wedding Crashers, i det timeslot serien ellers havde. Så selv om der er kontrakt på samtlige 22 afsnit af første sæson, så har vi kun set de første 16, og det er endnu uvist hvornår resten kommer.

Så er der selvfølgelig også alle de andre krydsplots om kærligheden, narkomisbrug og hvad der nu ellers hører sig til i enhver serie, men det er ikke så meget bedre end i så mange andre serier (lidt, men ikke meget).

Se den

Serien kører på Kanal 4 om torsdagen, sent, omkring kl 23. De har lige vist afsnit 3, så nye seere kan stadig nå at være med. Afsnit 4, der vises næste torsdag, handler om copyright-regler, og viser nogle af de tricks man trods alt kan lave med live-tv i et land med flere tidszoner. Det er et af de sjovere afsnit, og et af de lettere, rent tematisk.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg