Scientology is a sinister brainwashing cult 20. maj 2007

Jeg har lige set BBC's seneste Panorama-udsendelse, hvor journalist John Sweeney forsøger at finde ud af om Scientology-organisationen er en ondsindet hjernevaskende kult, eller om det måske er en smuk religion der gør meget for at hjælpe både sine medlemmer, og ofre for katastrofer som f.eks. tsunamier, orkaner og school-shootings. Programmet er mildest talt chokerende - først og fremmest måske fordi vi ser den ellers så pæne BBC-journalist gå fuldstændig amok og råbe og skrige under et interview (et klip der har huseret på youtube i nogle uger nu), men måske snarere fordi vi ser hvordan Scientology reagerer på selv den mindste antydning af kritik - og hvordan de på alle tænkelige måder modarbejder og angriber enhver der ikke bryder sig om deres organisation. Faktisk overraskede det mig at Sweeney ikke gik amok langt tidligere - jeg havde ikke holdt så længe, og jeg havde nok ikke begrænset mig til at råbe ...

Programmet kan ses i sin helhed på panoramas egen hjemmeside, eller på youtube, hvor det dog er klippet op i mindre bidder. Her er links til del1, del2 og del3 - hvis de ikke virker, så prøv at søge på "panorama scientology".

Sweeney skriver selv en lille artikel om programmet på BBC's hjemmeside.

Replik

Under hele programmet bemærker man at Scientology altid har deres egen kameramand med - tilsyneladende inspireret af den nye dille med at dem der føler sig mediemanipulerede, selv vil have lov til at lave noget mediemanipulation. Trenden blev for alvor gjort 'berømt' da Michael Jackson lavede sin egen version af Martin Bashirs interview - ikke at det gjorde nogen forskel for os andre, men det satte skub i en ganske særlig mediebranche. Al Gores berømte film/slide-show "An inconvenient truth" har affødt en ganske anseelig række af modangreb, det mest gennemførte er nok filmen "The Great Global Warming Swindle", der måske stadig er at finde på youtube i mere eller mindre små bidder.
Nå, men, jeg blev interesseret i at vide hvad den ekstra kameramand egentlig opfangede - måske var Sweeneys program en anelse ensidigt, for eksempel bemærkede jeg da at han benyttede ordene "brainwashing cult" ret ofte, - så måske var historien en lidt anden end han forsøgte at formidle ... Scientology har optaget og redigeret deres eget program om programmet, og det er både tilgængeligt på en særlig hjemmeside, "bbcpanorama-exposed.org", og på en gratis dvd som organisationen med glæde sender.

BBCPanorama-Exposed er et af de mest interessante eksempler på counter-journalism jeg længe har set. Programmet forekom umiddelbart meget professionelt konstrueret, men af en eller anden grund gjorde det mig mere overbevist om at Scientology er en ondsindet kult, end Sweeney nogensinde kunne gøre sig håb om. For det første dokumenterede Exposed-programmet at Scientology ikke bare filmede Sweeneys filmhold under interviews, men at Scientologer fulgte efter dem overalt hvor de befandt sig, overvågede dem med almindelige kameraer, overvågningskameraer og mikrofoner (jeg tror ikke der var tale om skjulte mikrofoner), samtidig med at de nøje fulgte med i alle filmholdets rejser og økonomiske forhold. Med en så intens overvågning skulle man tro at de med garanti ville have fundet noget snavs på Sweeney, men hvis det var tilfældet, så er det ikke kommet med i det færdigklippede program.
De eneste klip der vises i Exposed-programmet, som ikke var med i Panoramas eget program, var små optagelser hvor Sweeney tilsyneladende forsøgte at komme ind i forskellige Scientology-bygninger, samt nogle forholdsvis ligegyldige promotion-rundvisninger i organisationens kontorer og undervisningslokaler. Det kan ærlig talt ikke chokere mig at en journalist filmer sig selv ude for en bygning for at fortælle kameraet at han ikke må filme derinde - den slags ser vi hver eneste dag i tv-avisen, men det var altså undladt i det færdigklippede Panorama-program.

Den mest interessante, og nok også væsentligste, forskel på de to programmer, er at selv om de begge forsøger at skildre emnet i et dårligt lys, så vælger Sweeney at spørge scientologerne om deres organisation er god eller dårlig (og bliver skældt ud hver eneste gang), mens Scientology aldrig stiller nogle spørgsmål til Sweeney, men kun fortæller ham hvad han skal eller ikke skal gøre, og nøjes med at stille de undrende spørgsmål i voice-overen på det færdigklippede program. Sweeney skildrer gang på gang scientologer der går amok over simple spørgsmål, eller angriber ham og andre interviewede mere eller mindre uprovokeret, eller forfølger og udspionerer ham og hans filmhold. Scientology viser et klip af Sweeney der går amok (et klip som han også selv har valgt at vise, selv om det er et eklatant eksempel på dårlig journalistik) - men lader alle andre kommentarer være op til den førnævnte voice-over. En enkelt gang bliver Sweeney stillet et direkte spørgsmål, men i stedet for at vise hans svar, fortæller voice-overen hvad han sagde - og DET er dårlig journalistik!

Konklusion (bemærk at den er til sidst ... )

Exposed-programmet minder i sin argumentationsform lidt for meget om anden religiøs litteratur, hvor man lægger ud med sin konklusion, og så fremhæver de punkter der bekræfter konklusionen, fortolker på de punkter der ikke direkte bekræfter den, og ignorerer alle de punkter der eventuelt kunne modsige konklusionen. Det er ikke en søgning efter sandheden, men en søgning efter argumenter der bekræfter ens egen teori, og derfor ikke journalistik.

Hvis jeg skal prøve at opsummere nogenlunde hvad Exposed-programmet gør, så er det:

  • Lægger ud med konklusionen - inden programmet blev lavet!
  • Kritiserer Panorama-programmet for ikke at ville lave et program der viser det Scientology selv vil vise frem - altså et såkaldt mikrofonholderprogram.
  • Angriber Personen (Sweeney), men ikke så direkte at han kan forsvare/forklare sig.
  • Kommenterer ikke på personens synspunkter, men på hans person, hans historie, hans eventuelle tidligere problemer med autoriteter af forskellig art
  • Viser overvågningsvideo af folk der går rundt, og påstår i en voice-over at deres formål var et ganske bestemt.
  • Interviewer stort set kun egne folk, altså folk med en meget stærk forudindtaget holdning, men undlader igen og igen at angive de interviewedes organisations-tilhør.
  • Viser interviews i så små brudstykker at den interviewede kunne svare på stort set hvad som helst. (Spørgsmålene vises aldrig)
  • Lægger svar i munden på folk, enten ved at stille ledende spørgsmål, eller ved ganske enkelt at erstatte svarene med voice-over. (For eksempel påstår Exposed-filmholdet at de blev afvist af både BBC og biskoppen af Canterbury, og viser at de bliver skubbet væk fra en dør, men man hører ikke hvad der blev sagt).
  • Undlader konsekvent at angive kilder eller kontekst ved citater - så de ofte kan handle om hvadsomhelst.
  • Lader aldrig nogensinde seeren drage nogle konklusioner - fortæller alt hvad der skal menes.

Det sidste punkt synes jeg er det værste - mest fordi jeg selv holder en del af at tænke (hvor begrænsede mine evner end måtte være i den henseende), og absolut ikke mener at nogensomhelst skal fortælle nogensomhelst andre hvad eller hvordan de SKAL tænke!

Men jeg må selvfølgelig forvente at man har andre holdninger til den slags i en ondsindet hjernevaskende kult ...

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg