Religion og rationalitet 5. jul 2007

Hvorfor i alverden tror folk på noget der ikke kan bevises?

Jeg vil ikke påstå at kunne svare på spørgsmål om tro - jeg er selv så lidet troende at jeg er nødt til at konstatere alt ved selvsyn, og helst "se med fingrene" - men jeg er begyndt at ane at der er en fundamental kommunikationsbrist mellem troende og ikke-troende, eller religiøse og rationalister som jeg foretrækker at kalde dem. De taler forskellige sprog indbyrdes, og glemmer at skifte sprog, når de diskuterer med hinanden.

Lone Frank er videnskabsjournalist på Weekendavisen, og har senest har fremstået på DR2 med en lille serie programmer om "Videnskab der udfordrer". Det tredje program havde titlen "religionsparasitten", og forsøgte at overbevise både seeren og en teolog om at religion eksisterer "fordi vores hjerne er bygget så de religiøse ideer passer perfekt til den."

Jeg anser selv Lone Frank som en decideret militant ateist (hun har åbenbart lyttet til Richard Dawkins) - og hun har en tendens til at ville udfordre religion på videnskabens præmisser, for eksempel når hun i tv-programmet fremstiller de kognitive processer bag religiøse tanker, og forventer at en erklæret troende skal indse sine fejl og frakende sig sin gud ... eller noget i den retning. Og selvfølgelig virker det ikke - ligesom det ikke ville virke, hvis en stærkt troende forsøgte at gøre Lone Frank religiøs ved at sige "jamen Jesus elsker dig!".

Som så mange andre, falder Lone Frank i fælden og prædiker for de allerede omvendte - de fleste rationalister omgiver sig helst med andre rationalister, de tænker rationelt, de taler rationelt, og frem for alt argumenterer de rationelt. Rationelle argumenter er som regel opbygget af en indsamling af fakta, efterfulgt af en analyse af sammenhænge mellem fakta, og afsluttet med den eneste logiske konklusion, eller i det mindste den enkleste. De fleste religiøse omgiver sig helst med andre med samme religion, de tænker i religiøse baner, de taler med religionens retorik, og de argumenterer med baggrund i religionen. Religiøse argumenter begynder næsten altid med en konklusion, for eksempel at guddommen er årsag til en hændelse. Den efterfølges af en række lignelser, citater fra de dogmatiske skrifter, og måske, vigtigst af alt, personlige følelsesbetonede anekdoter. Slutteligt præsenteres konklusionen igen, gerne med en Q.E.D.-agtig attitude.
Det er selvfølgelig stillet lidt skarpt op, men kernen er at enhver fremstiller argumenter af en type der vil overbevise dem selv - rationalisten vil høre om fakta, den religiøse vil høre om følelser - rationalisten vil refereres til andre videnskabelige teorier, den religiøse vil referes til de hellige skrifter.

Diskussioner

Jeg var engang involveret i en diskussion med en teosofiker der var ganske overbevist om at pyramiderne i Giza var over 12.000 år gamle, og i øvrigt arrangeret i mønster efter stjernebilledet Orion (Orions Bælte helt præcist). Mine modargumenter var blandt andet at de tre store pyramider ikke kan ligge anderledes på grund af grundfjeldet, at der ikke er én eneste af Ægyptens øvrige 70 pyramider der passer ind i samme eller lignende stjernebilleder, at de tre pyramider jo rent faktisk ikke har samme vinkler mellem sig som stjernerne, og at Orions Bælte jo blot er en tilnærmet linje.

Intet argument hjalp, han vidste hvad han mente, og holdt fast i det. Mit sidste argument blev det jeg troede skulle vinde diskussionen, nemlig at kulstof-14 tests viser at pyramiderne er fra omkring 2500 før vor tidsregning. Men hans svar væltede mig fuldstændig: "Jeg ved ikke helt om jeg tror på kulstof-14."

Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle sige - for hele min kløgtigt, rationelt opbyggede argumentationskæde var jo opbygget af fakta, fakta der ikke kunne sås tvivl om. Konklusionen kunne måske diskuteres, men fakta var og er da trods alt fakta! Troede jeg i hvert fald.
Men det er den nok mest markante forskel på religion og rationalitet, for som religiøs er det ikke alene tilladt at benægte fakta, det er også påkrævet hvis for eksempel nyopdagede fakta kommer i konflikt med de hellige skrifter.

Der findes en bog (udgivet af Jehovas Vidner) som forsøger at bevise at biblen vitterlig er guds ord. Hovedargumentet er at der rent faktisk står i biblen at den er guds ord, og eftersom biblen jo (i kraft af at være guds ord) er ufejlbarlig, må det være sandt - ergo er biblen altså guds ord! Argumentet fylder en hel bog, og der er proppet et væld af andre bibel-citater og små cirkelslutninger ind undervejs, men i det store hele starter og slutter hele argumentationen med denne konklusion, og ikke et eneste sted leder fakta af sig selv frem til den - den er givet på forhånd, og det er den man skal tro på. Jeg ville gerne diskutere emnet, men eftersom spørgsmålet og svaret på det nærmeste er det samme, så ser jeg ikke et eneste argument der kan ændre konklusionen.

Så hvordan i alverden kan man overhovedet argumentere i sådan nogle diskussioner?

Mix'n'match

Det værste er næsten når 'eksperter' i den ene lejr forsøger at argumentere på den anden lejrs præmisser. Det ses alt for tydeligt i hele "Intelligent Design"-kontroversen, hvor religiøse tilhængere af kreationismen (tanken om at universet, jorden, livet og i særdeleshed mennesket, er skabt af et målrettet transempirisk 'væsen' - a.k.a. gud) forsøger at fremføre deres tro som om den er en videnskab. Især i USA presser kreationisterne på for at få skolerne til at undervise i deres tro, i stedet for traditionel biologi, astronomi, geologi og fysik i al almindelighed.

Argumenterne ligner ofte videnskab - i hvert fald for lægmand - men de læner sig stadig op ad den foruddefinerede konklusion at gud har skabt verden. Og når jeg ser proponenter, for eksempel den forhenværende skolelærer Kent Hovind, så er det med stigende undren, for argumentationen virker absolut ikke på rigtige videnskabsfolk - så den må mere være henvendt på at religiøst publikum. Men hvorfor argumentere pseudo-rationelt for de allerede omvendte? Især når de ikke-troende alligevel ikke hopper på den, men tværtimod føler sig forsøgt narret.

Da det kom offentligt frem at lægen Søren Ventegodt foretrak at behandle "hysteriske" kvinder med vaginal akupressur (det vi andre kalder "at fingre" eller "at give fingeren") - forsvarede han sig selv på to fronter. Først forsøgte han at argumentere for det videnskabelige i sine metoder, og fremlagde noget af sin private forskning, der dog snarere lagde op til flere spørgsmål end svar, og resulterede i at han i hvert fald for en periode, mistede sin ret til at virke som læge. Dernæst fremførte han nogle følelsesladede klienthistorier, og udvalgte klienter stod selv frem og fortalte hvor fantastisk det havde været for netop dem. Det kom til at fylde meget mere i medierne, og diskussionen om hvorvidt de sære behandlingsformer virkede eller ej, forsvandt stort set helt.

Det har tit fatale konsekvenser for rationelt baserede videnskabsfolk, når de vælger at fastholde deres konklusioner på trods af manglende fakta-baserede argumenter. De semi-religiøse fraktioner bliver begejstrede når en rigtig videnskabsmand beskæftiger sig med homøopati, clairvoyance, telekinese, ligklædet i Torino, fjernbøn eller lignende tros-funderede emner. Nogle videnskabsfolk konkluderer at fakta ikke fører til den ønskede konklusion, og de bliver hurtigt glemt. Nogle videnskabsfolk beslutter sig for at den ønskede konklusion er den eneste rigtige, på trods af fakta, og bliver modtaget som helte i det pågældende religiøse samfund, men mister enhver troværdighed i den omgivende verden.

Så hvorfor gør de det?

Rationelle følelser

Kampen står sådan set mere mellem Følelser og Fakta end mellem Rationalitet og Religion. Har man først fastlagt sine følelser på en konklusion, så er det sjældent at selv den mest gennemtænkte, velplanlagte, veludførte fakta-baserede argumentation kan overbevise en om at konklusionen bør være en anden. Og har man fastlagt sin konklusion baseret på en stor mængde fakta, så er det tilsvarende svært at få selv nok så stærke følelser til at overbevise en om at skulle se bort fra fakta, eller sågar at opfinde fakta der leder til den ønskede konklusion.

Meget tyder dog på at det er nemmere at vinde tvivlere over med rationelle argumenter, og på den måde (delvist) lade dem selv komme frem til konklusionen. Der var for længe længe siden et tv-program der testede denne tese, ved at lade publikum høre på en debat mellem en fakta-funderet læge og en følelses-baseret politiker. Under programmet skulle publikum jævnligt vælge angive om de var side-A, side-B eller i tvivl, og det viste at de følelses-funderede stort set ikke lod sig påvirke af fakta, ligesom de fakta-funderede ikke interesserede sig særligt for det følelsesmæssige. Desværre kan jeg ikke huske hvad udsendelsen hed, kun at politikeren var en yngre Pia Kjærsgaard, og held og lykke med at søge igennem googles resultater af dén søgning.

Så dem der kommer til kreationisterne for at høre om der mon er noget om det, de bliver fodret med pseudo-fakta og religiøse argumenter forklædt som rationelle. Det får dem til at blive overbevist om at konklusionen må være rigtig - og pludselig har de en holdning som er følelsesbaseret, men som de tror har hold i fakta. Og hvordan skal man så nogensinde kunne overbevise dem om at de tager fejl?

For hvordan kommer man overhovedet ud af en følelsesbaseret konklusion? Jeg tror selv at der skal nogle stærkere modvirkende følelser til. Folk der er kommet ud af religiøse sekter, taler sjældent om at de rationelt gennemgik sektens tro, og besluttede at det ikke var noget for dem - i stedet fortæller de dramatiske beretninger om hvordan de blev nægtet at se deres familie, forelskede sig i en uden for troen, blev udnyttet og trådt på i sekten, eller på anden vis blev følelsesmæssigt dårligt behandlet. Når vi danskere en sjælden gang melder os ud af folkekirken, så er det dog ikke altid på grund af følelser, men de fleste af os er medlemmer fordi "det er man bare", og desuden fik vi en stor fest da vi blev teenagere - men ellers har vi ikke de store følelser investeret i forholdet.

Hvis vi rationalister vil overbevise religiøse om at skulle fravælge religionen, så kan det altså ikke lade sig gøre med de rationelle argumenter vi selv har benyttet, men vi skal gribe til en betydelig mere følelsesorienteret argumentationsmetode.

Fravalg af rationalitet

Når man bekender sig til en religion, så foretager man også et konkret fravalg af rationalitet - de fleste etablerede religioner har en form for trosbekendelse, eller i det mindste en række dogmer, som man skal tro på, uanset hvad empirien måtte vise for eller imod. Og jeg synes det er ironisk at så mange tros-diskussioner udarter sig i stil med:

  • troende: "Jeg har valgt hvad jeg tror på - jeg har afsvoret enhver form for beviser, og vælger sågar at tro på trods af modstridende fakta!"
  • ikke-troende: "Jamen, du må da kunne se at det ikke giver mening - der er jo ingen beviser for din tro, snarere på det modsatte!"

Og sådan kan den køre i en uendelighed.

Desværre er jeg lige så dårlig til at finde på følelsesmæssige argumenter, som de religiøse er til at finde på faktabaserede. Når jeg for eksempel forsøger at kritisere den katolske kirkes arbejde i Afrika ved at henvise til at der dør tusinder, hvis ikke millioner, af AIDS, fordi kirkens præster aktivt modvirker prævention og information om sikker sex - ja, så ender det hurtigt med at blive til facts og statistikker fra min side, og en generel manglende evne til at empatisere med Afrika fra alles side. Når jeg fremhæver en anekdote om at denne eller hin religiøse modstand mod medicinsk behandling, har fremkaldt dødsfald blandt nogle stakkels børn, så opnår jeg højest at fremkalde en modvilje mod den navngivne religion, eller mod det enkelte forældrepar - og aldrig mod det anti-medicinske koncept som et hele. Måske er jeg bare ikke karismatisk nok - eller også formår jeg ikke at forlade mig helt og holdent på det følelsesmæssige - eller også er det kun personlige følelser der kan omvende.

Jeg ved det ikke - men jeg ved i hvert fald at rationelle argumenter som Lone Franks, altid vil falde som vand på en gås.

Kommentarer

3. juni 2011 kl. 17:28
Fordi nogen af dem virker, indledningsvis. Det er ikke så enkelt. Ikke alle sekter er kristen religiøse, hvor der kun foregår hjernevask, eller steder som har dårligt rygte. Der findes negative sekter under det man kalder selvudvikling, hvor der arbejdes med energi og healing. Og det kan man mærke virker, og er jo bredt accepteret som noget positivt. Jeg er personligt blevet udsat for en sådan sekt hvor den som kørte projectet, samtidigt langsomt indoktrinerede og hjernevaskede og havde storhedsvanvid. Og brugte det, at kunne arbejde med energi på en ekstremt negativ måde.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg