Fimo 6. okt 2007

Jeg har vist fundet mig en hobby. I forbindelse med min nye rumfarts-interesse, ville jeg bygge nogle modeller af de forskellige rumfartøjer. Desværre er Apollo-byggesæt forlængst forsvundet fra butikkernes hylder, så jeg måtte ty til andre metoder. Jeg fandt en side med byggevejledninger til at lave forskellige modeller i træ, men med mine dårlige erfaringer fra sløjd i folkeskolen, tænkte jeg at jeg hellere måtte vælge et andet materiale.

Efter at have kigget på forskellige typer plastic, fandt jeg ud af at det ville være absolut nødvendigt at jeg både kunne fjerne og tilføje materiale, så ler ville være et bedre valg. Og så slog det mig at der jo fandtes nogle typer modellervoks der kunne størknes i ovnen. Jeg havde hørt om Certin, men i hobby-butikkerne havde de kun Fimo.

Så jeg købte mig en masse Fimo-ler, store pakker hvid og sort, og små pakker rød, blå, sølv og guld.

Og så gik jeg ellers i gang med at bygge en LM, efter førnævnte vejledning. Det gik slet ikke - det var så besværligt at lave firkantede ting, for så snart jeg rørte ved leret, blev det blødt og rundt. Og efter adskillige mislykkede modelleringsforsøg, besluttede jeg at lave noget helt andet.

En astronaut

En astronaut var en lidt mere organisk ting, hvor jeg kunne rode mere med former, uden at det blev dårligt af at være bøjet. Så jeg fandt en masse billeder af Buzz, her, her, her og her. Altsammen via Apollo 11 Lunar Surface Journal.

Og så byggede jeg ellers løs - lavede først en 'gummimand' i hvid ler, og forsøgte at gøre hans bukser krøllede. Det gik fantastisk, men hver gang jeg rørte ved ham, blev han glat igen.

Så jeg satte ham op på en plade, udstoppet med tandstikkere, og det hjalp. Så kunne jeg bearbejde ham udelukkende med træværktøjer, og inden længe lignede han en rigtig astronaut.

Han er ca. 7 cm høj, så nogle af detaljerne er ret små. Det amerikanske flag på venstre skulder er f.eks. lavet af en række ca ½mm tykke ler-pølser af skiftende røde og hvide farver, som så er presset tæt sammen. Det var ekstra svært fordi den røde farve smittede af, og vi kan jo ikke have en lyserød astronaut, vel!

Der er selvfølgelig ikke 50 stjerner i flaget, ligesom der heller ikke står NASA i logoet på ryggen af ham, men det er da tæt på.

Efter han blev bagt er han blevet ret solid, og virker overbevisende. De eneste problemer er at der er lidt mange fingeraftryk, og han står meget foroverbøjet, så jeg vil forsøge at rette ham lidt til med noget sandpapir.

Update: Jeg har fundet ud af at man kan bage Fimo flere gange, så jeg har prøvet at sætte lidt ekstra ler under hans fødder, samtidig med at jeg eksperimenterede med at sætte en antenne på hans rygsæk. Antennen knækkede hurtigt af, og de tykkere fødder er en smule vakkelvorne, så han skal slibes alligevel.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg