Ny cykel ... 24. apr 2008

Så skulle det endelig være!

I årevis har jeg gået og tænkt på at sådan en ville jeg have - og så blev vejret godt, kontoen var i plus, og det var umuligt at modstå længere ... så nu har jeg købt den, et styks Suzuki GSX 600 F, årgang 1998, farve rød!

Den sidste motorcykel jeg ejede var en Honda CB 400 F, årgang 1976, og den solgte jeg vist i 1995 eller før ... Og jeg tror ikke jeg har siddet på en motorcykel siden 2000, så det har næsten været som at begynde forfra igen - og så endda på en noget kraftigere maskine end dengang.

Jeg er ikke helt uerfaren, men meget ude af træning - kan man sige uøvet erfaren?

Indtil videre har jeg fundet ud af nogle ting man skal kunne som motorcyklist, hvor jeg ikke helt har tjek på alle:

Starte blidt uden ryk og uden at gå i stå eller give for meget gas tjek
Accelerere stille og roligt tjek
Skifte gear uden voldsomme udsving i acceleration næsten
Bremse med motor frem for bremser tjek
Placere sig korrekt i vognbanen ved kørsel tjek
Placere sig korrekt i vognbanen ved sving -
Lægge sig korrekt ned i sving -
Accelerere korrekt gennem sving -
Køre tilstrækkelig hurtigt på motorvej -
Køre tilstrækkelig langsomt i bykørsel -
Dreje skarpt i bykørsel -
Undgå at være bange for at baghjulet danser over de ujævne veje -
I det hele taget undgå at være bange for at gøre noget forkert ... -

Selv om jeg måske ikke var super fandenivoldsk som 18-årig, så kan jeg godt mærke at jeg er blevet lidt en lad gammel mand, der tænker på forsikringspræmier og ondt i lemmerne hvis noget går galt, fremfor en ung fyr der bare vil køre sjovt ... Men forhåbentlig får jeg i løbet af sæsonen lært mig at køre bedre og bedre, så jeg rent faktisk bliver en okay motorcyklist!

Og ja, det ér et billede af den, som jeg selv har taget. Se flere billeder på min flickr side.

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg