Læder, hjelm og andre trængsler 25. maj 2008

Nå - men min gamle trofaste Schuberth-hjelm er ikke længere god nok til mig.

Efter knap så grundige overvejelser kom jeg frem til at Schuberth dog stadig ville være mærket for mig, og jeg skulle helt klart have en rød S1'er. Den skal jo matche motorcyklen! Desværre er rød i den grad en umoderne farve her i 2008, alting er sort, hvidt eller sølv, så ingen forhandlere havde den røde model hjemme. En del kig på nettet viste mig dog at Louis havde tilbud på S1 hjelme, da de er ved at udgå til fordel for S1 Pro. Sølle €299,- skulle jeg slippe for en hjelm (plus noget forsendelse, men stadig langt under de kr. 3995,- den koster her i Danmark). Desværre fandtes den ikke i præcis det jeg troede der var min størrelse ...

Min gamle hjelm var en 56/57 - tror jeg - for skiltet er faldet af - måske er det en 58/59, og jeg har bare 57 i hovedet, fordi det var målet på min studenterhue, købt omtrent samtidig, og i øvrigt alt for lille! (mere om det senere) Men den gamle er meget meget løs, og en hjelm skal jo være stram, så jeg tænkte at et nummer mindre ville være en god ide. Forinden havde jeg prøvet nogle forskellige størrelser hos den lokale forhandler, så jeg vidste godt at modellen i forvejen var ret stram - alligevel bestilte jeg en størrelse 54/55 ...

Skumgummiet i den gamle hjelm er begyndt at smuldre ganske betragteligt, så meget at det forsvinder bare man rører ved det. Det er ikke sikkerhedsskummet, kun bekvemmelighedsskummet, eller hvad det nu hedder. Min plan har længe været at få det udskiftet - ved at købe noget nyt skumgummi, noget spraylim, og så flå alt det gamle skum ud og lime noget nyt i. Jeg var en lørdag en tur inde i Skumlageret på Willemoesgade, og de havde lige det rigtige skum, til kun 40 kroner for en stor pose. Men desværre kunne de ikke tage Dankort, og skulle i øvrigt lukke om 1½ minut ... Så jeg fik ikke købt noget skum, og har efterfølgende flere gange forgæves forsøgt at nå derind igen. Tanken har hele tiden været at når jeg fik min nye hjelm, så kunne den gamle bruges som passagerhjelm - den burde jo stadig være fin og sikker nok.

Og inden jeg fik set mig om, ankom den røde Schuberth-hjelm fra tyskerlandet.

Og den passer jo overraskende godt i farven til maskinen!

Desværre passede den slet ikke i størrelsen til mit hoved - det var kun lige at jeg kunne få den på, og straks fik jeg klaustrofobi, og måtte have den af i en fart. Efter en dags skiftende tilvænning og ærgelse, fik jeg prøvet den på en tur til arbejde - og det var uudholdeligt, resten af dagen havde jeg røde mærker i ansigtet, og lidt ondt i hovedet.

Igen tog jeg hen til den lokale forhandler og prøvede samtlige størrelser af S1'eren - og det viste sig at den eneste der kunne sidde behageligt over min enorme pande, var en størrelse 60/61 - som så til gengæld ikke sad helt tæt om kinderne - men en 58/59 strammede lidt om panden, ikke meget, men lidt. Og tilfældigvis havde Louis kun størrelse 60 (og 52, men det er jo ligemeget) tilbage af røde S1 hjelme, så jeg fik pakket 54/55'eren ned og sendt til Hamburg med en bytteseddel udfyldt med "Passt nicht, zu klein, bitte umtauschen mit:" og så bestillingsnummeret for en størrelse 60, Farbe Racing Rot.

Læder

Da jeg alligevel prøvede hjelme, besluttede jeg mig for også at prøve noget lædertøj - jeg ville have en todelt dragt, helst med noget rødt på, og surprise surprise, så er rødt ikke modefarve mere, men sort, hvid og sølv er til gengæld. De havde en enkelt model af en Dainese-dragt, og selv om den sad fint, så lignede jeg lidt en nar med den på (nu synes jeg i forvejen at folk ser fjogede ud i motorcykeldragter, så der skal ikke meget til) men jakken alene fik mig til at se uhyre spinkel og fladbrystet ud. Derfor købte jeg den ikke. I fredags fik jeg så for en gangs skyld taget mig sammen til at holde lidt igen med øllerne, og kom tidligt hjem, så jeg kunne komme tidligt op, og ud at kigge på mere læder i andre butikker. Igen var rødt umuligt at skaffe, og efter svære overvejelser valgte jeg en sort dragt.

Jeppe tog et billede af mig i den - jeg ligner stadig en nar, men det skyldes vist mest min posering (nogle der kender et godt poserings-kursus?) og ikke så meget selve dragten.

Men jeg opdagede at den ikke rigtig fungerer uden støvler, så jeg har bedt de gamle om at sende mine (næsten ligeså) gamle støvler til mig fra deres mølpose i Kolding. Støvlernes mølpose, ikke forældrenes ...

Dragten er dog behagelig at køre i - så behagelig at jeg virkelig har opdaget hvor dårlig den gamle hjelm er - den støver, den larmer og den sidder løst, og jeg er begyndt at tvivle på hvor sikker den er, så så snart den nye hjelm (i den rigtige størrelse) ankommer, så ryger denne her i containeren.

Og jeg finder en ny passagerhjelm i T-Hansen - den bliver ikke helt så fancy som Schuberthen, men til gengæld både sikker og støvfri!

Hvem skal være den første til at prøve?

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg