Den der skurrende lyd 24. aug 2008

Der har længe været en underlig skurrende lyd ved Suzukien - jeg opdager den som regel når jeg kører 50-60 km/t, og sætter farten ned for at holde for rødt. Det lyder i den grad som om noget støder imod noget der drejer rundt. Det har stået på næsten siden jeg fik den nye kæde, og i noget tid troede jeg faktisk at det var kæden der støjede når den stødte mod kædeholderen - men det så ikke ud til at den opførte sig unormalt, så i dag da solen endelig skinnede, besluttede jeg at skille dyret lidt ad, og se hvad der kunne være galt.

Sådan ser den ud uden tøj på - og det er det lille sekskantede dæksel ved den røde pil der skal tages af. Det gik overraskende nemt, men føj for den lede hvor var der beskidt inde under det dæksel.

Jeg gik i gang med en intens rengøring - brugte sæbevand, en børste, en skuresvamp, en klud, en skruetrækker (til at "skære" skidtkagerne væk), petroleum, flere klude, tandbørster, mere vand, en t-shirt, og masser af hårdt arbejde.

Resultatet taler sit eget tydelige sprog:

At skrue kåben på igen var næsten endnu sværere end at skille det hele ad, og gøre det rent, men det lykkedes mig at få alting samlet lige inden det begyndte at regne.

Det var en blid regn, så jeg kørte en lille kort test-tur, og bemærkede ikke rigtig om skurren var væk eller ej - så det må blive turen på arbejdet i morgen der afgør det.

Men jeg bemærkede at ledningen fra neutral-sensoren (den hvide ting lige under kæden) faktisk gik op og rørte ved koblingspinden, og nærmest var vokset sammen med den via skidt, så måske var det det der skurrede? Jeg ved faktisk ikke om den roterer eller hvad den gør den koblingspind, men nu er der i hvert fald rent - så må vi se om der er noget der skal smøres igen!

Tilføj kommentar

www.peterlind.dk

Nyeste blog-indlæg